Mød Thomas
Mød Thomas – skoleleder på Fuglsang Friskole
Thomas Kofod Pedersen er leder af Fuglsang Friskole og har mere end 25 års erfaring som skoleleder. Gennem årene har han arbejdet med både små og store friskoler og kommer senest fra Johannesskolen i Hillerød, hvor han i over 12 år har været leder for mere end 450 elever. Tidligere var han skoleleder på Aulum Kristne Friskole, hvor han var med til at opbygge og udvikle skolen fra 40 til 150 elever.
For Thomas handler skole først og fremmest om mennesker. Han brænder for at skabe en hverdag, hvor børn føler sig trygge, set og værdsat – og hvor fællesskabet mellem elever, forældre og medarbejdere er noget, man mærker. Relationer, nærvær og gode traditioner fylder meget i hans tilgang til skolelivet.
Drømmen om at være med til at starte en friskole fra bunden har levet hos Thomas i mange år, og med Fuglsang Friskole bliver den nu til virkelighed. Han deler skolens kristne værdigrundlag og visionen om en skole, hvor vi begynder dagen sammen, kender hinanden på tværs og tager ansvar for fællesskabet.
Thomas er 55 år og gift med Lisbeth. Sammen har de fem børn. Han glæder sig meget til at blive en del af Fredericia og til at lære både børn og forældre at kende – og til i fællesskab at skabe en skole med liv, varme og plads til forskellighed.
